MOSEL

Oktober 2018

6 oktober.

Tjaeh, der findes jo så mange dejlige og spændende steder, man kunne tage hen på en lille efterårstur !
At sidde ved Deutsches Eck og studere livet på Mosel og Rhinen bliver vi aldrig trætte af. Tilmed er efteråret, hvor vinhøsten er gået igang, efter vores mening, den skønneste årstid på disse kanter.
Så kursen sættes endnu en gang til Camping Rhein-Mosel i Koblenz.

Det er lørdag og turen ned over A7 mod Hamborg går forbavsende smertefrit. Det gør det så til gengæld ikke på A1, da vi nærmer os Bremen.
Det viser sig, at denne weekend er A1 ved Osnabrück er totalt lukket pga. vejarbejde, så trafikken ledes ud på mindre omfartsveje, med deraf følgende stau. Suk, så gik der godt 2 timer på den konto. 

Alting får dog en ende - også en stau - så endelig, kl. 19.30 triller vi ind på Camping Regenbogen Ladbergen til en overnatning.

  
 

Overnatning på Camping Regenbogen Ladbergen.

Camping Regenbogen Ladbergen ligger lidt syd for Osnabrück, og er med i Acsi ordningen. Beliggende tæt ved A1 er det en ok transitplads. Sanitetsforholdene er fine og pladsens lille butik er leveringsdygtig i friskbagt morgenbrød.
Til trods for at det er første gang, vi besøger pladsen og kun skal have en enkelt overnatning, udstyres vi med bomkort og kort til sanitetsbygningen, som vi bare skal beholde ved afrejse. Så er vi velkommen til at lukke os ind på pladsen, næste gang vi kommer forbi, hvis receptionen skulle være lukket. Det kalder jeg tillid. yes

Næste morgen står den på lidt hurtigt morgenmad, og så er vi klar til at tilbagelægge de sidste 285 km til Koblenz. 

Så er vi på plads og har indtaget 1. parket. I baggrunden kig til Deutsches Eck.
Stien lige udenfor benyttes en del af motionister og hundeluftere. Det generer nu ikke os. Vi får mange smil og nik i løbet af dagen.

Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed .... er ikke kun et kendt tv program - det gælder også for vores valg af campingplads.
Campingpark Koblenz/Rhein-Mosel ligger overfor Deutsches Eck, lige der hvor Rhinen og Mosel løber sammen. Det er et knudepunkt for al trafik på begge floder, så her er masser at kigge på dagen lang. Desuden har vi udsigt op til det store fæstningsanlæg Ehrenbreitstein samt til Deutsches Eck, begge dele flot belyst om aftenen.
Vi har reserveret plads - for vi vil være sikre på en plads i første række. Pladsen hører ikke til de billigste, vi giver 41,40 euro pr. døgn, men beliggenhed koster jo.  wink
Sanitetsforholdene er fine, og nærmeste indkøbs mulighed er Netto supermarked ca. 500 meter væk.
Eneste anke ved dette besøg - deres internet ude af funktion, og det varede hele ugen. ( Har ellers fungeret upåklageligt de 2 andre gange, vi har besøgt pladsen. )

Kigger vi lige ud, har vi udsigt op til Ehrenbreitstein. 
Til højre kan skimtes el kabelbanen, der dagen lang fragter turister op/ned.

Fra venstre kommer skibstrafikken fra Köln siden.
Her et af de mange krydstogtskibe, der passerer dagligt.

På en lille aften spadseretur kan vi udenfor campingpladsens indkørsel nyde synet af Koblenz by night.

Efter en hjemmedag er vi nu klar til en tur over til Koblenz Altstadt. Lige udenfor pladsen ligger lille Liesel, som dagligt transporterer folk frem og tilbage over Mosel. Siden vi var her sidst, er en ny kaptajn tiltrådt. Prisen er steget til 1,40 euro, men ellers er alt ved det gamle, man holder øje med om nogen er undervejs, og i så fald venter man gerne. Overfarten tager kun et par minutter, så er der landgang 100 meter fra Deutsches Eck.

Her ligger Liesel klar til at bringe os over til Altstadt.

Så er vi fragtet over, men der fragtes skam andet end turister på Mosel.
Her er noget vi lige skal studere lidt nøjere. Det mener den ene af os ihvertfald. surprise

Der er mange smutveje ind i Altstadt.

Idag vælger vi at tage Gemüsegasse - Grøntsagsgyden.  wink

På det hyggelige lille torv Jesuitenplatz nydes det fine vejr med cafebesøg.

På Jesuitenplatz ligger også byens kønne rådhus.
De 24 kviste på taget skulle efter sigende indgå i byens julekalender.

Liebfrauenkirche. Som resten af Koblenz blev den svært beskadiget under 2. verdenskrig, men efterfølgende renoveret.

Vi kigger lige indenfor. Kirken er katolsk,
og lidt utraditionel med det lilla farvevalg.

Gadehjørnet med de 4 karnapper der vender front mod hinanden

Springvandet Historiensäule, skildrer Koblenz historie fra romertiden til nutiden.

Springvands detalje.

Idag kører vi en tur ned langs Mosel. På begge sider er vejen anlagt, så den følger floden, og flere steder giver broer mulighed for at krydse over på den modsatte side. Her er ikke voldsomt megen trafik, så der er god mulighed for at stoppe op undervejs og studere de smukke omgivelser.

Vinmarker på stejle skråninger. Hver en mulig centimeter er udnyttet.

Vinhøsten er i fuld gang.

Og man sælger gerne ud af de lokale produkter.

Hoteller og restauranter er der masser af langs Mosel.
Her stor trives tyrolerpelargonierne.

Vi holder ind ved Müden. Her er der mulighed for, på tætteste hold,
at studere det store sluseanlæg i funktion.

Pladsen er trang, men det lykkedes vist at komme igennem uden skrammer.
Imponerende opfindelse med disse sluseanlæg.

 

Idag går turen ned langs Mosel til Bernkastel-Kues. Som mange andre byer langs Mosel har byen et dobbeltnavn, som skyldes at den består af to bydele beliggende på hver sin side af Mosel og forbundet via en bro.
Især bydelen Bernkastel er unik med sine maleriske bindingsværkhuse i de smalle gader, og det er da også en af de mest besøgte byer langs Mosel.
Byen har en stor vinproduktion, og er kendt for sine fine Riesling vine.

Bernkastel smukt beliggende under stejle vinmarker.

På vej ind i de smalle brostensbelagte gader.

Fine velbevarede bindingsværkhuse.

Det gode vejr nydes på cafeerne. Bemærk vinmarkerne der rejser sig højt bag byens huse.

Charmerende loftudsmykning hos en vinhandler.
Adventskransen i midten er lavet af korkpropper.
Ideen må vist gerne kopieres. smiley 

En af de lokale holder øje med hvad der sker.
Man skulle jo nødig gå glip af noget. wink

Markt - byens gamle torveplads.

Skønne skæve gamle bindingsværkhuse fra 1600-1700 tallet.

Bindingsværk idyl i mange fine mønstre.

Den røde farve er gennemgående i det meste af byen.

Nogen steder er stræderne så smalle, at husgavlene næsten rører hinanden.

Smukke gamle skilte præger også bybilledet.

Inden vi kører hjem, går vi lige en tur ud på broen der forbinder Bernkastel med Kues. Herfra har man en skøn udsigt ned over Mosel.

Trods flere besøg i Koblenz har vi endnu tilgode at tage med en af de turistbåde, der sejler rundt i området. Det vil vi råde bod på idag. Så afsted med Liesel over til Deutsches Eck, herfra går adskillige turbåde.

Vi tager med denne båd på en sightseeingtur rundt om Koblenz og omegn. 
Turen varer 1 time og koster 8 euro.

Bjarne sætter pris på, at der er servering ombord.

Her kommer vi forbi Parlamentsbygningen.

Vi sejler også forbi vores campingplads og kan med ro i sindet konstatere, at alt står som vi forlod det.

Turen går selvfølgelig også forbi Deutsches Eck.

Her vender vi så og sejler tilbage til udgangspunktet.

Så er det blevet fredag og snart synger ferien på sidste vers. Vi skal have pakket vores telt ned, og så småt gøre klar til hjemturen imorgen.
Inden kan vi dog lige nå et gensyn med en af Mosels rigtig hyggelige byer - Beilstein.

Undervejs mod Beilstein.

Så er vi ankommet til Beilstein. Oppe over byen ligger ruinerne af den gamle borg Metternich, den vil vi trave en tur op til.

Beilstein en af Mosels absolutte perler.

Restaurant med weinverkauf. Her er nu ikke ligefrem trængsel. 

Hyggeligt at se det lille galleri med den røde bænk eksisterer endnu.

Så er vi kommet op til Burg Metternich.
Der er indrettet en restaurant i borgens ruiner, men vi nøjes med at nyde udsigten, og den er ik`så ringe endda.

Et sidste blik udover Mosels smukke landskab inden vi starter nedstigningen.
Heldigvis ikke så anstrengende som opturen. frown 

Vi siger tak for i år,
og på gensyn til nye oplevelser i 2019.

Det var lidt om vores Mosel tur for denne gang. 
Et dejligt gensyn med steder vi har været før. Nyder man at følge livet på floderne, hyggelige gamle bindingsværkbyer og vinmarker på stejle skråninger, så er Mosel et rigtig godt valg.

En dejlig tur lakker mod enden, og det samme gør vores campingsæson.  
Tak til jer der har kigget med.
Nu glæder vi os til den nye campingsæson 2019, hvor vi allerede har besluttet at forårsturen går til Normandiet og Bretagne. smiley

Turen kørt ialt 2.123 km.

Hvis du har lyst til at se lidt mere fra Mosel, så kig med her : Mosel 2012

Ruten tur/retur.

Hjemmeside fra e-hjemmeside.dk