• • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • • •

Menu

Forside
Vores Hobby
Gæstebogen.
Holland 2017
Alsace 2016
Italien rundt 2016
- Toscana
- Bolsenasøen
- Rom
- Pompei
- Tropea
- Sicilien sydøst
- Sicilien nordøst
- Itriadalen.
-Gargano halvøen, Gardasøen og hjem
Kroatien 2015
Gardasøen 2015
Lübeck Jul 2014
Rhinen 2014
Lidoen/Kärnten 2014
Holland 2014
Flandern 2013
Alpe d`Huez 2013
Côte d`Azur 2013
Côte d`Azur del 2.
Friedrichstadt 2013
Holland 2013
Mosel 2012
Soltau 2012
Kroatien 2012 del 1.
Kroatien del 2.
Prag 2012
Berlin 2011
Ardeche 2011
Provence 2011
Lago Maggiore 2011
Ligurien 2011
Korsika 2010 del 1.
Korsika del 2.
Paris 2010
Cavallino 2009
Ossiacher see 2009
Cinque Terre 2009
Gardasøen 2009
Provence 2008
Gardasøen 2008
Bodensøen 2008
Rhinen 2007
Istrien-Lidoen 2007
Paris 2006
Lidoen-Kärnten 2006
Vores web album

- Sicilien nordøst

Sicilien
Nord/østkysten
og besøg på verdens største aktive vulkan.

Så blev det tid til at forlade Camping Sabbiadoro og det sydlige Sicilien.  
Vi har nu rundet turens sydligste punkt, og for første gang på vores tur sætter vi GPS`en til en nordligere destination.

Det er nu ikke fordi, det er den store strækning, vi har foran os. Dagens etape er på blot 113 km, heraf de fleste på motorvej. Undervejs gør vi lige et lille stop på en rasteplads med en flot udsigt op til Etna, inden vi kører de sidste km. og triller ind på Camping Mokambo i Fondachello.

I receptionen bliver vi budt velkommen af en ung og meget venlig campingchef. Vi kan bare slå os ned, hvor vi har lyst, her er ikke afgrænsede eller nummererede parceller.

 

Der rastes, mens Etna damper i baggrunden.

Så er vi ankommet til Camping Mokambo.

- og her bor vi så ... midt i en palmeskov, og med frit udsyn til Etna. smiley

Lidt om pladsen : Camping Mokambo er beliggende på nordøstkysten, lidt syd for Taormina.
Det er en mindre plads uden større komfort, men med udsigt til vulkanen Etna som det helt store aktiv.
En del af pladsen ligger i en lund af store gamle palmer, og her slår vi lejr.

Toilet og badeforhold lever på ingen måde op til nutidig standard, men rengøringen er iorden, og så kan vi sagtens leve med det.
Ialt 4 toiletter, og 2 bruserum er til disposition. Alligevel oplevede vi ikke på noget tidspunkt kø, selv om pladsen var rimelig godt belagt.
Poletter til bad udleveres i receptionen. Man kan kun få udleveret 1 stk pr. person pr. dag, og uanset opholdets længde kun til 1 dag af gangen.

Opvaske faciliteter er selvfølgelig udendørs, og ønskes varmt vand må dette selv medbringes.
Pladsen har en nydelig restaurant med en lille butik i baglokalet. Udvalget er ret begrænset, men der kan købes frisk morgenbrød hver dag.

Pladsen er med i Acsi ordningen, så prisen er 17 euro pr. overnatning. Internet mod gebyr.
 

 

Her vores udsigt til Etna.

På en gang forunderligt og foranderligt dagen lang.

Vi har brugt en dag på pladsen, hvor vi bare har nydt udsigten til Etna, der er verdens største aktive vulkan. Det lyder måske utroligt, at man kan få en hel dag til at gå med det, men det er altså enormt facinerende at følge, hvordan udsigten til Etna konstant er i forandring.

Idag skal Etnas så tages nærmere i eftersyn. I receptionen har vi fået udleveret et kort med ruter tegnet ind over henholdsvis turen op af nordsiden og af sydsiden.

Vi vælger at starte med turen op af nordsiden. Først kører vi gennem et utal af små snørklede byer. Så fortsætter vi op gennem skovområder. Først er det bøgeskov, så skifter det til nåletræer, og pludselig rejser den sorte lava sig som en mur foran os.

På vej op ad Etnas nordside. Vejen er fin, og pludselig rejser bjerge sig af sort lava.

Piano Provenzana ligger i 1800 meters højde, og er det højeste punkt man kan køre til på Etnas nordside. Her er gode parkerings muligheder og et par souvenirbutikker.

Et forunderligt landskab med både levende og døde træer midt i lavaen.

Her ses hvordan lavaen fra tidligere udbrud har løbet i baner ned af Etna og kvalt træer og anden vegetation på sin vej.

Et vildt facinerende landskab med sin helt egen skønhed.

Hov hvad er nu det ? En æselkaravane står parkeret midt på vejen.

Æselkaravanen er blevet afhentet af dens ejer. Han i bil og flokken følger troligt efter. Et pudsigt optrin, men det viser sig, at man faktisk kan bestige Etna på æselryg.

Vi snupper dog Mondeo`en og sætter nu kurs mod Etnas sydside.

Så er vi nået op til Rifugio Sapienza på Etnas sydside.
Her er p-pladser, hoteller, restauranter og et hav af souvenirbutikker.

Kabelbanen der bringer folk det første stykke mod toppen. Herefter går det med special køretøjer det næste stykke, inden man tager sidste stykke til fods. Pris for hele turen 63 euro. Vi synes, det er lidt dyrt, så vi beslutter at nøjes med at se de omkringliggende mindre sidekratere til fods. Det er nemlig gratis.

Monte Rossi, et af Etnas sidekratere.

Krater Silvestri et andet af Etnas sidekratere. Højde 1986 m.
Her er det gratis og overkommeligt at trave en tur i eget tempo langs krater randen.

På vej hjem til campingpladsen oplever vi atter sicilianernes forhold til affald.
Det smides overalt i naturen. Hvor er det dog synd.

Mindre veje er nogen steder i umådelig dårlig stand, dog sjældent så slemt som her.

Idag tager vi en udflugt til Taormina. Det er en af Siciliens mest besøgte turistbyer, beliggende på en bjergskråning 300 m over kysten og med en fantastisk udsigt over havet.

Nu lyder 300 meter over kysten måske ikke af så meget, men turen derop er lidt af en oplevelse i sig selv. Vejen er bygget på enorme bropiller, og den føles som hængende fritsvævende i luften. Så det er med hjertet helt oppe i halsen, lukkede øjne og fødder der er ved at presse bunden ud af Mondeoen, at jeg må stole på at Bjarne får os bragt op i sikkerhed. Det gik  :-)

Som i mange af Siciliens andre byer er p-pladser en mangelvare, men vi er heldige at finde en plads i en P-kælder bygget ind i en klippe.

Taormina har i mange år tiltrukket kunstnere og intellektuelle fra hele verden, bla. har vores egne Marie og P.S. Krøyer haft flere ophold i byen. Helt så kendte er vi jo ikke, men mon ikke der tages godt imod os alligevel.

På vej ind i Taorminas bymidte.

Den lyserøde og meget smukke kirke San Guiseppe.

Fra pladsen foran kirken kan man nyde denne fantastisk udsigt.

På hovedstrøget Corso Umberto tilbyder denne butik frugt og diverse sicilianske specialiteter.
Der gøres meget ud af at præsentere varerne på indbydende vis
Ellers er byens butikker i den mere eksklusive klasse.

Her er charmerende små sidegader ...

ofte med et kunstnerisk islæt.

Pyntelige altaner...

og små hyggelige cafeer under appelsintræer.

Byens store attraktion er Teatro antico di Taormina. 5.400 siddepladser hugget direkte ind i klipperne, og i klart vejr med udsigt til Etna og det Joniske hav. Oprindelig bygget af grækerne, og senere ombygget af romerne.

Diverse kunstnere sætter deres præg på en by der, trods en massiv turiststrøm, absolut er et besøg værd.

Imorgen tager vi afsked med Sicilien. Et spændende bekendtskab, hvor vi kun har nået at se en brøkdel af alt det, øen har at byde på. Det har været en stor oplevelse at se Etna, men vi vil især huske Sicilien for den venlighed, man mødes med overalt.


En større delegation af danske autocampere er ankommet til pladsen. Det er nu ganske hyggeligt at møde andre danskere så langt hjemmefra. Så nogen af dem når vi lige at få en lille snak med, inden resten af dagen bruges på lidt indkøb, pakke sammen og afregning med campingpladsen. 

Sidste aften under sicilianske palmer.

Imorgen forlader vi Sicilien og sætter kurs mod fastlandet.
Turen går videre til Itriadalen i region Puglia.

Fortsættelse følger her :

http://www.feriejensen.dk/side.asp?Id=247262

 

Siden er designet med www.e-hjemmeside.dk

[ Login ]